Akademiraadet har indstillet billedkunstnerne Martha Hviid, claus ejner og Siska Katrine Jørgensen til at modtage Leo Estvads Legat 2024 på hver 50.000 kr. som blev overrakt ved en reception mandag den 4. november.
Billedkunstner Martha Hviid modtager Leo Estvads Legat for sin praksis af installatoriske værker, skulpturer, objekter og tegninger, der beskæftiger sig med, hvordan vi som mennesker eksisterer i verden. I Martha Hviids rum befinder man sig i en flydende, udflydende, svævende, spjættende mellemtilstand.
Performancekunstner claus ejner modtager hæderslegatet for sin eksperimenterende og omfattende kunstproduktion. I mange af claus ejners værker bliver legen med sproget omdrejningspunktet. Hvor sproget vendes og turneres til et umiddelbart udsagn, der dog altid kræver, at vi forholder os til det.
Billedhugger Siska Katrine Jørgensens omgang med skulpturen som fænomen, viser et stærkt engagement i både form og håndværk. Hun modtager Leo Estvads Legat for sit skulpturelle arbejde, der er en intelligent konfrontation med menneskets forhold til materien og naturen i den antropocæne tidsalder.
Læs de fulde motiveringer herunder.
Om Leo Estvads Legat
Legatet er stiftet af maleren og forfatteren Leo Estvad og hustru.
Legatet kan ikke ansøges, men tildeles som hæder.
Dansk Forfatterforening og Akademiraadet indstiller modtagere.
Bestyrelsen for Leo Estvads Legat består af:
Carsten Brinck, partner, advokat v. Lund Elmer Sandager
Birgitte Jahn, akademisekretær (udpeget af Akademiraadet)
Karsten Bjarnholt, digter (udpeget af Dansk Forfatterforening)