Akademiraadets Udvalg for Nye Perspektiver står bag projektet HAVTRYK – en indsats med fokus på refleksion og handling i relation til menneskets samspil med havet og landskabet.
Med HAVTRYK er det udvalgets og den samlede institutions ønske at bidrage til kapacitets- og vidensopbygning i æstetiske spørgsmål vedrørende de danske kyster i den yngre generation af arkitekter og billedkunstnere.
Vi ved, at hav og mennesker må eksistere sammen på en bæredygtig måde, og at det kræver en fokuseret indsats, hvis vi skal genoprette havets økosystemer og natur. Men ved vi, hvordan vi på æstetisk og fælles menneskeligt niveau skal gå til dette arbejde? Kan vi træffe de gode beslutninger for mennesker, kyster og hav, også når det gælder æstetiske dimensioner, der er bæredygtige nu og for fremtiden? Det er der fokus på i bl.a. den grønne tænketank CONCITO, i Tænketanken Hav, i Center for Marin Genopretning såvel som i Akademiraadets Udvalg for Landskab og Planlægning.
Spørgsmålet i HAVTRYK er, om også de yngre generationer af arkitekter og billedkunstnere rustet til at bidrage til denne proces? Er de klar til at bidrage til udviklingen af samfundet, i fællesskab med hinanden og på tværs af generationer? – og er de klædt på til den politiske samtale og de tværfaglige drøftelser, der er en del af et aktivt samfundsengagement fra en faglig platform, her med fokus på hav- og kystlandskaber?
Det er vigtige spørgsmål i projektet HAVTRYK, der netop har fokus på den yngre generations bidrag. Formålet er, at yngre arkitekter og billedkunstnere opbygger viden, der sikrer kvalificerede processer og gode resultater i udviklingen af kystlandskabet. Dette understøtter en langvarig æstetisk kvalitativ indsats, hvor arkitekter og billedkunstnere er på forkant med udviklingen af Danmarks kystlandskaber. I den kommende tid vil udvalget derfor række ud til den bredere interessentkreds, der omgiver spørgsmål om udviklingen af Danmarks hav- og kystlandskaber. Udvalget modtager også gerne henvendelser fra andre, der også er optaget af dette emne.
HAVTRYK er udviklet som en del af de tre temaer, Udvalg for Nye Perspektiver har indkredset for en outreach-indsats. De tre temaer er Det Cirkulære & Regenerative, Materialitet & Æstetik og Adgang & Diversitet.