Dette er en redigeret udgave af rådsleder Peter Holst Henckels grundlovstale på Kunsthøjskolen på Ærø.
Vi har netop fejret Grundlovsdag. Det giver anledning til, at vi som samfund standser op og spørger: hvilke værdier bærer vores demokrati? Hvilken retning ønsker vi at udvikle vores samfund i?
Ofte retter opmærksomheden sig mod de frihedsrettigheder, som Grundloven sikrer den enkelte borger. Det er selvfølgelig uhyre vigtigt, ikke mindst for kunsten. Men demokrati handler om mere end individets rettigheder og frihed til at udfolde sig. Demokrati handler også om vores mulighed for i fællesskab at tage ansvar for og påvirke samtiden og fremtiden.
For fremtiden er løbende til forhandling. Den formes af de beslutninger, vi træffer, de fællesskaber, vi bygger, og de forestillinger, vi gør os om det samfund, vi ønsker at leve i. Her har billedkunsten og arkitekturen en særlig rolle og mulighed. De hjælper os ikke blot med at se og forstå verden, som den er. De hjælper os med at forestille os, hvordan den kunne blive.
Et levende demokrati forudsætter mennesker, der engagerer sig i samfundet omkring dem. Mennesker, der ikke alene spørger, hvilke muligheder samfundet giver dem, men også hvordan de selv kan bidrage. Demokratiet lever derfor ikke kun af individuelle rettigheder, men også af vores evne til at forestille os en fælles fremtid og tage del i samtalen om, hvordan samfundet bør være.
Denne opgave forekommer mere presserende end nogensinde. Vi lever i en tid præget af krig, klimaforandringer, biodiversitetskrise, kunstig intelligens og omfattende teknologiske forandringer. Mange af de spørgsmål, vi står overfor, handler ikke alene om teknik, økonomi eller administration. De handler også om værdier, prioriteringer og forestillingsevne. Hvordan ønsker vi at leve? Hvordan skal vores byer, landskaber og fællesskaber udvikle sig? Hvilket samfund ønsker vi at give videre til kommende generationer?
Samtidig oplever vi et samfund, der på mange måder bliver mere fragmenteret. Sociale medier giver os adgang til flere stemmer end nogensinde før, men ikke nødvendigvis til flere fælles samtaler. Vi organiserer os i stigende grad omkring interesser, identiteter og holdningsfællesskaber, og den offentlige debat kommer ofte til at handle mere om forskelle end om forbindelser. Netop derfor er spørgsmålet om vores fælles fremtid blevet så vigtigt. Ikke fordi vi skal være enige om alt, men fordi demokratiet forudsætter, at vi fortsat kan forestille os et fællesskab, der er større end vores egne interesser og perspektiver.
Mere end veje, broer og kabler
Her spiller samfundets institutioner en afgørende rolle. Ikke fordi institutioner er et mål i sig selv, men fordi de skaber de forbindelser mellem mennesker, som gør demokratiet levende. De forbinder os på tværs af geografi, generationer, uddannelse, sociale skel og livserfaringer. De skaber mødesteder, fælles referencerammer og rum for samtale, uenighed og samarbejde.
Når vi taler om samfundets infrastruktur, tænker vi normalt på broer, motorveje, energiforsyning og digitale netværk. Det er de synlige konstruktioner, som får hverdagen til at fungere og samfundet til at hænge sammen. Men der findes også en mindre synlig infrastruktur, som er de institutioner, fællesskaber og miljøer, der forbinder mennesker gennem fælles erfaringer, fælles fortællinger og fælles forestillinger om fremtiden.
Den kulturelle og kunstneriske infrastruktur er en del af dette fundament. Den består af akademier, skoler, højskoler, museer, kunsthaller, biblioteker, atelierer, værksteder og kunstneriske fællesskaber. Men den består også af de mange mennesker og institutioner, der hver dag arbejder for at sikre kunstens og arkitekturens faglighed, kvalitet og tilstedeværelse i hele landet.
Fundamentet under hjørnestenen
Derfor er det værd at hæfte sig ved, at den nye regering i sit regeringsgrundlag beskriver kunst og kultur som en hjørnesten i det danske samfund og for vores folkestyre. Det er en formulering, som Akademiraadet deler – og den forpligter.
Hvis kunst og kultur virkelig er en hjørnesten, må vi også interessere os for fundamentet under hjørnestenen. Hvordan styrker vi de miljøer, hvor kunst og arkitektur bliver til? Hvordan sikrer vi, at kunstnerisk kvalitet fortsat diskuteres og udvikles og kommer hele samfundet til gode? Hvordan understøtter vi mødet mellem kunsten og offentligheden? Og hvordan skaber vi plads til de eksperimenter, idéer og kunstneriske praksisser, som endnu ikke har fundet deres endelige form eller brede publikum, men som kan være med til at præge fremtidens samfund?
Den slags spørgsmål er måske mindre synlige end de store kulturpolitiske udmeldinger, men de er afgørende. For kunsten opstår ikke af sig selv, ligesom demokratiet ikke opstår af sig selv. Begge dele kræver engagerede mennesker, men de kræver også institutioner og strukturer, som kan opbygge viden, skabe kontinuitet og udveksle erfaringer mellem generationer.
Når Akademiraadet udpeger faglige medlemmer til kommunale billedkunstråd, museumsbestyrelser og faglige udvalg eller bidrager til debatten om kunstens og arkitekturens rolle i samfundet, er det netop en del af dette arbejde. På den måde er de er med til at sikre de strukturer, som gør kunstnerisk udvikling mulig over tid.
Derfor er der brug for mere end enkeltstående initiativer og kortsigtede satsninger. Der er brug for et langsigtet blik på den kunstneriske og kulturelle infrastruktur og på de institutioner, miljøer og fællesskaber, som gør kunstnerisk praksis og udvikling mulig. Hvis Kulturvision 2040 skal blive et reelt pejlemærke for fremtiden, må den ikke nøjes med at formulere kortsigtede ambitioner for kunsten og kulturen. Den må også bidrage til en mere sammenhængende kunst og kulturpolitik, der rækker ud over den enkelte bevilling, den enkelte reform og den enkelte valgperiode.
For kunst er ikke flødeskum på toppen af samfundskagen. Den er en grundlæggende del af det rum, der gør det muligt for samfundet at forestille sig sin egen fremtid.
