I et sjællandsk sogn rives en smuk historisk præstegård ned. I en jysk kommune fjernes et markant eksempel på arkitekten Hack Kampmanns værker. I Københavnsområdet skrottes fine og fuldt funktionsdygtige boliger tegnet af Steen Eiler Rasmussen. At bevare – fremfor at rive ned – er et ansvar, man er nødt til at tage på sig i dag, ganske enkelt fordi bygningernes materialer allerede er taget ud af naturens ressourcebank, tilvirket, transporteret og anvendt i en bygning.
Når ovennævnte eksempler ikke bare er bygninger, men bygningsværker med væsentlig betydning for vores kulturarv, står vi endnu fattigere tilbage på den anden side af nedrivningerne.
Vores identitet og selvopfattelse bekræftes og spejles dagligt af vores omgivelser. Det byggede miljø, er en refleksion af vores formåen og ambitioner, og arkitekturen afspejler vores menneskelige omtanke og forståelse af verden – eller mangel på samme. Gennem bygningerne lærer vi om os selv, og som Churchill ofte citeres for: ”Først former vi byerne, så former de os”.
Slut med nedrivninger
Derfor er det en lettelse, at årtiers nedrivninger nu er slut! Sådan en lettelse burde vi i hvert fald kunne proklamere, når vi lytter til de mange nye dogmer og paroler, der er sat i spil, i takt med erkendelsen af vores rovdrift på det planetære råderum: Vi skal ikke bygge nyt, men transformere. ’Bevar eller forklar’ en nu et kendt slogan! Reduction Roadmap, som et redskab for at
reducere temperaturstigninger. Værdikædesamarbejder er skabt om cirkulært og regenerativt byggeri, fx Byggestopbevægelsen.
Alle advarselslamper er tændt. Årets planetære grænser er for længst overskredet. Hvorfor eksisterer der så stadig en ligegyldighed overfor både kulturarvens værdier og bygningernes indlejrede ressourcer? Beror de fortsatte nedrivninger på uvidenhed, eller er det pengene, der stadig styrer?
På baggrund af de tre eksempler, der indleder denne artikel, må vi konkludere, at både uvidenheden og grådigheden har frit spil. Bygherrernes destruktive handlinger bunder desværre ofte i tiltro til rådgivere, der egentlig burde vide bedre end blindt at underbygge nedrivningerne med excelark. Den danske byggebranche er stadig præget af en ligegyldighed overfor
og manglende viden om de kvaliteter og værdier, som bygningskulturen tilfører vores samfund. En viden som til gengæld har nået den enkelte borger, der ikke kan forstå, at vi river gamle smukke huse ned og bygger grimme nye.
Vi skal værdisætte den kulturelle kapital.Problemet er ofte banal kassetænkning, idet der ikke eksisterer noget umiddelbart økonomisk incitament for bevaring. Så længe de økonomiske hensyn vejer tungest, er det så meget desto vigtigere, at vi kan værdisætte den kulturelle kapital, som de smukke bevaringsværdige bygninger udgør, og den ressourcemæssige besparelse, som enhver bevaret bygning rummer.
Vi må gøre op med de forudsigelige kyniske kalkuler, der ser nedrivning som eneste vej til udvikling. Vi må ændre de vurderingsparametre, der ved omdannelse af eksisterende bygninger til ændret anvendelse kun skaber nye krav og dermed gør transformation, energirenovering og også opretning af forurenede bygningsdele uløselig og for dyr. For dyr i forhold til hvad? Hvad får vi i stedet? Med høj sandsynlighed endnu et eksempel på arkitekturen som et profitabelt investeringsobjekt. Lovens mindstekrav, rejst i det maksimale antal etager. Den simpleste kvalitet til den højeste udsalgspris – blottet for enhver fornemmelse for sted og tid.
Der er ikke andre effektfulde steder at reducere nedrivningsomfanget end i de statslige rammer for byggeriet. Vi må revidere byggelovgivningen og vores bygningsreglement således, at bevaringshensyn værdisættes og honoreres, ikke kun for at overholde bæredygtige målsætninger, men også for vores egen identitets skyld. Det skylder vi vores efterkommere. Den bedste arkitektur, der fortæller om vores steder, vores tid og os selv, er jo netop den, der bliver stående i hundrede år, – den har bevist sin bæredygtighed, fordi den stadig er her.
Den evige dynamiske forvandling i det byggede miljø, er en fortælling om hvor, hvordan og hvem vi er. Og der er meget mere på spil. Det handler om at bevare – os selv.
Foto: Finn Årup Nielsen
Debatindlægget blev bragt i Byrummonitor den 16. juni 2025
