Er tiden til utopier?

CHRISTINA CAPETILLO

Når digtere, kunstnere, arkitekter og tænkere i det hele taget skaber nye forestillinger om fremtiden, bliver det muligt for os at slippe de aktuelle skræmmende billeder og dystre fremtidsforudsigelser om krig, klimaforandring og artstab, og i stedet opfyldes af en fælles tillidsfuld forventning om, at vi kan påvirke udviklingen ved at ændre os selv og vores handlinger.

Utopier og drømme gør os håbefulde og handlekraftige. For uden håb, uden drøm – ingen drivkraft, ingen forandring.

Vi har brug for ord og billeder om det uforestillede; det vi endnu ikke evner at erkende eller anerkende. Idékonkurrencer, imaginationer, visionsoplæg, utopier og spekulative fiktioner rummer både en kvalificeret kritik af det bestående og konturerne af en drøm, der kan samle og give retning.

Så lad utopier komme frit flydende og indgyde håb.

HOLGER DAHL

“Hvis man har visioner, bør man gå til øjenlæge” sagde den tyske Bundeskanzler Helmut Schmidt, hver eneste gang, han blev bedt om at være mere “visionær”. Vitsen er, at ordet “Visionen” på tysk også betyder “synsforstyrrelser”, men selv med den lille finte havde Schmidt som sædvanlig ret. Visioner og de dertil knyttede utopier bør generelt henvises til historiens mødding. Hitler havde visioner, Lenin havde visioner, ayatollah Khomeini havde visioner, og de seneste hundrede års verdenshistorie har, hvis vi kigger nærmere på dem, generelt handlet om at bremse politikere med “visioner”. Så hvis nogen spørger mig, om vi kan bruge “utopier” til noget, siger jeg automatisk nej.

Utopister er ansvarsfri skadevoldere på linje med borebiller og bør for enhver pris holdes ude af alle seriøse diskussioner om vores fremtid. Det, vi har brug for, er den uglesete “pragmatisme”: En jævn og jordnær vurdering af vore fælles mulighedsrum. Det er meget let at være idealist. Man kan udråbe enhver åndsbollet ide til menneskehedens redning, og derfra sætte sig for at gøre livet surt for alle, der mener noget andet. Problemet er, at utopier ikke tåler modsigelse. De er romantiske, de er poetiske, de er gudhjælpemig nogle gange smukke – men som et halvlangt liv har lært mig: De er mest af alt ubrugelige.

NANNA MØLLER

I dagens samfund domineres den offentlige diskurs om klimaet ofte af dystopiske fremtidsforudsigelser og skræmmende statistikker. Når vi konstant bombarderes med budskaber om en uundgåelig katastrofe, kan det føre til en følelse af magtesløshed og apati i befolkningen. Det er en reel risiko, at mennesker begynder at føle, at deres indsats ikke gør en forskel, hvilket kan resultere i en form for kollektiv passivitet.

Her kan jeg forstille mig at utopierne kan komme ind som et nødvendigt og opløftende modspil. Utopier fungerer ikke kun som et flygtigt håb, men også som konkrete visioner, der skaber et billede af, hvordan fremtiden kunne se ud, hvis vi handler lige nu og her. De giver os mulighed for at forestille os et samfund, hvor bæredygtighed og retfærdighed er i centrum, og hvor menneskelig kreativitet og samarbejde har overvundet de udfordringer, vi står over for i dag. Sådanne visioner kan være enormt inspirerende og fungere som en drivkraft for positiv forandring.

Det er vigtigt at forstå, at utopier ikke behøver at være urealistiske dagdrømme. Tværtimod kan de være baseret på videnskabelige fakta og teknologiske fremskridt, men præsenteret på en måde, der viser potentialet i vores kollektive indsats. Når vi bruger utopier til at visualisere, hvad vi kan opnå, bliver det lettere at se, hvordan vi kan tage skridt mod en bedre fremtid. Det handler om at skifte fokus fra frygt til håb, altså fra passivitet til handling.

HENRIETTE STEINER

I tiden under COVID-19 pandemiens nedlukninger og ændringer af vores hverdag, kunne vi se, hvordan det blev muligt at tænke, handle og leve på andre måder. Det affødte store og ofte negative konsekvenser for den enkelte, men bragte også håb om, at verden kunne være anderledes og bedre for alle mennesker. På den baggrund skrev jeg sammen med Kristin Veel en bog, der tog udgangspunkt i vores erfaringer, og der berørte vi spørgsmålet om utopisk feminisme, som forholder sig til spørgsmålet om en anden og mere retfærdig verden i krydsfeltet mellem håb og bekymring. Som vi skriver i bogen:

”Utopisk feminisme opererer der, hvor det politiske og det private mødes, og har som sit formål at blotlægge og bane vejen for at kunne ændre de uligheder og uretfærdigheder, man ser, og som i dette tilfælde er indlejret i de moralske systemer og etiske dilemmaer, som COVID-19 har bragt med sig. Utopisk feminisme er orienteret mod kollektiv tænkning og giver plads til forestillinger om at danne nye relationer, nye og mere ligeværdige måder at forholde sig til andre mennesker, dyrearter og den biofysiske verden omkring os. Hvilke forbindelser og hierarkier får nye former i lyset af den måde, pandemien har skubbet til, hvordan vi for eksempel bruger byens rum, forholder os til naturen, indgår i kærlighedsforhold, eller hvordan vi ser forholdet mellem den enkeltes og fællesskabets sårbarhed?”

Citat fra forord ”At skrive sig ud af isolationen” fra bogen Berøring i Coronaens tid. Tanker om Kærlighed, Omsorg og Skrøbelighed under Pandemien, skrevet af Henriette Steiner og Kristin Veel udgivet på Forlaget Majlund, 2023 (redigeret og oversat af Shadi Angelina Bazeghi).

EVA LA COUR

Historisk har utopisk tænkning ofte været knyttet til forestillinger om progression. Og ligeså findes der således en kritisk tradition for at dekonstruere utopisk tænkning. Men fra mit perspektiv i nutiden synes det mere væsentligt at afsøge hvad utopisk tænkning kan være. Om det indebærer en form for rekonstruktion af utopien som redskab, afhænger derfor af, hvad det vil sige at praktisere utopisk tænkning. Altså, jeg er mindre optaget af at finde vejen, og mere orienteret mod måder/metoder potentielt at finde veje sammen, så at sige.

Med andre ord: De ​​akutte kriser, der sammenviklet og tilsammen fremskynder det allerede udfoldende klimakollaps’ langsomme vold, får mig konstant til vende til spørgsmål som: Hvordan kan jeg som billedkunstner engagere mig i sociale kampe for “andre måder at vide på”?

Hvordan kan filmskabelse se ud i dette øjeblik, hvor den overordnede risiko for et sammenbrud kun kan forbedres gennem en enorm kollektiv indsats? Hvordan/kan billedkunsten modstå den umiddelbare efterspørgsel efter vidensobjekter og data, med henblik på at producere praksisser, hvorigennem det er muligt at vide noget sammen?

Hvordan kan forudsætninger for at udøve fælles tid udformes, fx gennem filmskabelseseksperimenter, så det at forestille sig fremtiden figurerer som et utopisk mulighedsrum? – snarere end som et rum indhegnet af kapitalistisk realisme, som kulturteoretikeren Mark Fischer har kaldt det der betinger nutidig forestillingsevne.