En eftermiddag i januar mødtes Akademiraadets Udvalg for Nye Perspektiver med Kristine Leth Juul, rektor for Arkitektskolen Aarhus, for at tale om kunstnerisk dannelse – og om hvordan arkitektur kan blive en levende del af samfundet uden for skolens vægge.
De seneste to år har arkitektskolen igangsat en række projekter, der skal bringe arkitekturundervisning tættere på både unge og voksne uden for de akademiske institutioner. Målet er at gøre arkitektur mere tilgængelig for dem, der ikke nødvendigvis har en baggrund i faget – og at engagere en ny generation i samtalen om vores fysiske omgivelser.
Arkitektskolen Aarhus har indledt et samarbejde med Aarhus Kommune, der tilbyder arkitekturværksted som valgfag for 9. klasser i kommunen. Derudover vil arkitektskolen i samarbejde med Utzon Center udvikle en række workshops, sommerskoler og efter-skoleforløb i 2025 med det formål at lære børn, unge og deres forældre om arkitekturens indflydelse på vores hverdagsliv, trivsel og bymiljøer.
Udvalg for Nye Perspektiver bad Kristine Leth Juul fortælle om de konkrete initiativer, der skaber møder mellem unge og arkitekturen på forskellig vis, og med forskelligt sigte:
Kristine Leth Juul (KLJ): 9.klasses initiativet er et tilbud til samtlige 9. klasser i Aarhus Kommune, hvor man kan melde sig til arkitekturværksteder, ligesom man kan melde sig til fx musik- eller motorcykelværksted. Men det er et obligatorisk fag, så når man først har valgt det, så er der mødepligt, og det er faktisk meget fedt.
UNP: Så det er en del af deres skolegang, og ikke et fritidstilbud?
KLJ: Ja det er det. Det vi prøver af med Utzon Center er et fritidstilbud for en lidt yngre målgruppe.
Arkitekturværkstedet for 9. klasserne er et samarbejde med Aarhus Kommune og UngiAarhus, der tilbydes i 46 folkeskoler og på den måde kommer det ud til mange forskellige unge fra forskellige miljøer. Udfordringen er at nå ud til dem, der kommer langvejsfra – og der er faktisk en bred geografisk repræsentation fra de skoler, der tager del i projektet – hvilket vi ikke har haft så meget af før, så det er et super fedt initiativ.
Gennem arbejdet begynder vi at mærke, at vi har fat i noget, hvor vi begynder at fortælle om arkitektur helt stille og roligt til nogle unge mennesker. De deltagende studerende udtrykker også, at det faktisk næsten er et nyt sprog, de skal opfinde – for hvordan forklarer man og hvordan forstår man arkitekturen uden at bruge det sprog, vi taler på arkitektskolerne og i praksis? Altså vores fagsprog. Det synes jeg har været virkelig spændende at opleve.
Det er jo faktisk en påmindelse om, at vores forpligtelser rækker langt ud over de formålsparagraffer, der er bestemt i vores officielle papirer. Vi har at gøre med noget, der rækker længere ud, og vi skal begynde at arbejde os ud over kanten og arbejde sammen med nogle helt andre end, vi tidligere har gjort.
Der er enormt stor mening i også at sige, at formidlingsaktiviteter uden for institutionen er en form for dannelse i virkeligheden. Det handler om at introducere arkitekturen til en bredere befolkningsgruppe. Det har været en øjenåbner at komme i gang med det på den måde, vi gør det nu, og ikke mindst at mærke responsen på det – det tror jeg også de to studerende ville sige.
UNP: Ja, for det er to studerende fra Arkitektskolen Aarhus, der underviser?
KLJ: Ja det er to studerende fra arkitektskolen, der er undervisere, og de lærer også at tale om arkitektur på helt nye måder – hvad er fx vigtigt og ’fedt’ for en 9. klasse at lære om arkitektur?
De to studerende bruger deres egne erfaringer fra den undervisning, de modtager på arkitektskolen, og koger det sammen til nogle andre typer opgaver, der møder eleverne i arkitekturværkstederne der, hvor de er. Det kan fx være at stille dem en opgave, hvor de skal være med til at skabe et velfungerende byrum, hvor to bygninger så at sige kæmper om pladsen.
De prøver at inkludere mange af de mere demokratiske processer i arkitektværkstederne, der er på spil, når vi udvikler vores byggede miljø.
UNP: Det leder os hen imod to spørgsmål: et omhandler det at gribe ud over institutionens formelle rammer – det kan vi måske kalde det store ’hvorfor’ spørgsmål – hvorfor er det, at Arkitektskolen Aarhus er gået ind i sådan et ’dannelses’ projekt?
Det andet spørgsmål handler om koblingen mellem de nævnte demokratiske processer og den kunstneriske dannelse, der er en kobling med en lang tradition. Hvad er det for en tradition og hvad er det særlige, som den kunstneriske dannelse, kan tilbyde i den sammenhæng?
KLJ: Det som den kunstneriske dannelse, de kunstneriske processer og de kunstneriske metoder kan i en tid, som den vi lever i nu, er at hjælpe os med at håndtere kompleksitet. På en eller anden måde har det altid været indbygget i den kunstneriske dannelse at udfordre status quo, kigge på fænomener og problemer på nye måder, sætte handlinger og eksperimenter i gang, som vi ikke helt ved, hvad skal blive til.
Vi kan simpelthen ikke regne os lineært frem til, hvordan vi skal løse alle de udfordringer, vi står med. Den måde, vi arbejder på som arkitekter kan virkelig bidrage med noget helt særligt i en tid med en klimadagsorden og en social justice-dagsorden – og de mange nye aspekter, der er kommet til. Den kunstneriske dannelse giver os metoder, der ikke gør os handlingslammede, men i stedet giver os mulighed for at lave nye koblinger og omdanne ny viden til nye billeder, og hvor vi prøver at skabe nogle synteser på den ene eller anden måde.
I sidste uge var jeg til møde med en ung dansk tegnestue, der er ved at lave en visualisering af et muligt nyt studenterhus ved siden af arkitektskolen her i Aarhus. De har hørt os sidde og sige ” vi kunne godt tænke os det, og det, og det, og vi ønsker også, at projektet kan dit og dat” – alt det der, man lufter og alt det, man kunne drømme om og ønsker; ord, der bare vælter op i luften. Til trods for, at jeg selv er arkitekt kunne jeg ikke få greb om, hvordan det skulle lande.
Så kommer tegnestuen og har formet ambitioner for samvær, for bygning, for bæredygtighed, og har kogt det sammen til noget, der bare – vupti – står der, og som man intuitivt forstår. Visionen er blevet tilgængeliggjort, og blevet til noget, jeg kan træde ind i og mærke med min krop. Det er den evne, arkitekter har til at gøre et enormt komplekst stof tilgængeligt. Du kan træde ind i det og forstå det, og mærke det på din egen krop med det samme.
Det er sådan noget, vi har brug for i den tid vi er i lige nu – nogle, der er i stand til at give form til nye visioner for vores fremtid.
UNP: Vi har altså brug for evnen til at lave de billeder, fordi vi står midt i en forestillingskrise?
KLJ: Ja lige præcis! Vi har brug for positive billeder af, hvor vi gerne vil hen.
UNP: Og det er der, den kunstneriske dannelse gør sig særligt relevant i forhold til nogle af de store spørgsmål, vi diskuterer?
KLJ: Ja nemlig, og der hvor den kunstneriske dannelse er anderledes end andre typer ’dannelser’, er måske der, hvor den kunstneriske dannelse bygger oven på det analytiske med nogle andre lag af eksperiment og intuition, og tvinger os ud på nogle afveje. Vi lærer at bringe usikkerhed ind i vores arbejde.
UNP: Det synes vi er vigtigt – vi sidder i mange rum, hvor vi hører og siger, at kunsten – og en kunstnerisk dannelse – er vigtig for samfundet, fordi den insisterer på at stille spørgsmål og træne vores forestillingsevne. Men overordnet set er værdien af spørgsmål, forestillingsevne og metodisk usikkerhed svær at sætte tal og ord på, og derfor sker det helt automatisk, at den kunstneriske dannelse og kunsten måske ikke ligefrem prioriteres i en tid, hvor fx militæret og miljøet skal tilgodeses.
Du nævner også det uvisse og det usikre som noget, der karakteriserer det kunstneriske. Men vi møder hele tiden konkrete problemstillinger – hvem tager risikoen og ansvaret, når vi skal prøve nye løsninger af? Er det bygherren, entreprenøren eller arkitekten?
Hvordan ser du på den udfordring – at vi på den ene side insisterer på vigtigheden af den kunstneriske dannelse, og på den anden side fornemmer, at kunstens rolle i samfundet er lidt under pres?
KLJ: Jeg tror på mange måder, at det er problematisk, at vi bliver ved med at have den samme samtale og den samme måde, vi italesætter kunstens værdi på, og at vi ikke evner at gøre det på en anden måde, når vi skal kommunikere det udadtil. Det er fint, at vi har samtaler om kunstens værdi internt i kunstfagene, fordi vi skal kunne forstå dem og forklare dem. Men jeg synes ret beset, at vi skal vise mere end vi skal fortælle. Det er jo det, der sker når der pludselig ligger noget på bordet – fx en fingerplan 2.0 – så er der ikke nogen, der siger ’ej hvor er det svært at forklare, hvordan det kunstneriske arbejde bidrager til positive forandringer’ – fordi visualiseringer rammer vores følelser. Og det er det, arkitekter kan! Vi kan give form til visioner og svar på fremtidens udfordringer.
Hvis vi gerne vil have flere til at interagere med arkitekturen og mærke den og efterspørge den, så skal vi også have et sprog, der ikke er for fremmedgørende. Vi har en udfordring med at blive lidt tydeligere.
UNP: Dannelse har historisk også handlet om sprog og, om man kunne udtrykke sig dannet om forskellige emner – så det at skabe et sprog til at kunne deltage i en demokratisk samtale om de rum, der danner rammerne for vores nuværende og fremtidige samfund – fører det os i virkeligheden tilbage til ’hvorfor’-spørgsmålet, der handler om, hvordan vi kan bidrage til, at den kunstneriske dannelse kommer til at fylde mere i folkeskolerne?
KLJ: Vi synes, det er vigtigt at invitere folkeskolerne med om bordet til at diskutere de her spørgsmål og derfor er det jo en kæmpe lykke, når man lige pludselig har en kommune, der vil samarbejde om noget, der interesserer mange af borgerne. Vi skal blive bedre til at tilgængeliggøre og muliggøre samtalen om arkitektur, planlægning og rum.
På en måde synes jeg, det er det samme, vi gør på 1.studieår her på arkitektskolen. Vi tager imod dem og siger ’I kommer med erfaringer i forvejen. Tag jeres rumlige erfaringer med og begynd at arbejde med dem.’ At kunne begynde at få det frem, synes jeg er et vigtigt næste skridt, som vi har brug for.
UNP: Kan man sige, at den kunstneriske dannelse i virkeligheden handler om at kunne få flere til at snakke med på de spørgsmål, kunsten og arkitekturen rejser ved, at man går ud og, ikke påtvinger nogen noget, men åbner op for muligheden for at forstå og fortolke spørgsmålene anderledes?
KLJ: Jeg synes, man kan sige, at der er to spor i den kunstneriske dannelse – der er det vi uddanner til, som klart er en anden type kunstnerisk dannelsesproces, og så er der det, vi kan kalde det lidt bredere engagerende dannelsesspor ud mod samfundet, som er en anden form for dannelse, der måske kan åbne for nye perspektiver.
Jeg tror, spor to er vigtigt for den rolle, som fremtidens arkitekter skal kunne varetage på den anden side af studiet. Der sidder de pludselig blandt helt utrolig mange fagligheder eller brugere og har fået vendt op og ned på processerne, men de kan faktisk fint håndtere det.
Jeg har være en lille smule pessimistisk i nogle år, når det kommer til vores evne som arkitektstand til at demonstrere, hvad arkitekturen grundlæggende skal for os som mennesker og for planeten. Jeg ser et mulighedsrum, hvis vi evner at tale om, hvad arkitekturen kan, ikke bare som enkelt objekt eller enkel case, men hvad arkitekturen gør for en meget bredere kreds og med et langt sigte, og tage den rolle på os.
Ligesom alle mulige andre professioner, så er den kunstneriske dannelse, og det fagprofessionelle sprog, der er omkranser den, noget, der indadtil i vores eget fag, vil og skal fremstå på én måde, mens vi samtidig må evne at få det kommunikeret udadtil på en anden, forståelig måde.
Noget af det vi arbejder med i uddannelsen lige nu er også at prøve at krydsbefrugte den kunstneriske dannelse. Den kunstneriske dannelse står ikke isoleret, men sættes sammen med fx. naturindsigt, kulturforståelse og teknologisk dannelse for hele tiden at lade det krydse hinanden. Det tror jeg er en af vejene til at få det til at give mening bredere set – for andre en bare os selv.
UNP: Arkitekturen udgør rammerne for vores liv. Det er den kunstform, som er sværest at undgå for os allesammen. Du kan lade være med at gå på museum, i teatret, i biografen eller operaen. Men det er svært at slippe for arkitekturen. Den er omklamrende. Vi er i den og ikke rundt om den.
Essensen af arkitekturformidling handler om at få øjnene op og kigge sig omkring, og give sprog til det vi ser. I det ligger der så de kæmpe spørgsmål: hvordan gør man det, på hvilken måde, og hvem skal stå for det?
KLJ: Hele dannelsesbegrebet har i en lang årrække haft lidt trange kår. Hvor vi i et helt uddannelsessystem er gået over til at tænke; man skal have x-antal kompetencer, for så kan man få 3 point her og 2 point der og så er du fit to go. Hele den individuelle dannelsesrejse og erfaringsskabelse, der kan opstå på forskellige tidspunkter, er blevet mere og mere fraværende i et helt skolesystem. Og måske er det i virkeligheden også den udvikling, vi har mærket igennem de sidste 30 år på de kunstneriske uddannelser. Arkitekter bliver mødt med forventninger til at skulle forklare sig på en anden måde, forklare hvad vi kan og hvad vi har lært. Det møder vi både fra de studerende, fra arbejdsmarkedet og måske i virkeligheden også fra os selv.
Her tror jeg, det er afgørende, at vi som arkitekter kan tale om, hvad arkitekturen er og hvad den gør, på en måde som er tilgængelig for andre. Jeg tror, vores gennemslagskraft bliver stærkere, og dermed at det styrker vores evne til at få arkitekturens argumenter til at betyde mere.
Det er en insisteren på, at vi med arkitekturens virkemidler kan skabe gode rammer for fremtidens samfund med både planetær og social trivsel.
Foto: © Arkitektskolen Aarhus
| Arkitektskolen Aarhus og Utzon Center |
| Arkitektskolen Aarhus og Utzon Center har i 2025 indgået et samarbejde og skal med støtte fra Statens Kunstfond lære børn, unge og deres forældre om arkitekturens indflydelse på vores hverdagsliv, trivsel og bymiljøer. Målet er i sidste ende at styrke den aktive, demokratiske samtale om vor tids komplekse dagsordener. Kilde: Utzon Center – Læs mere her |
| Arkitektskolen Aarhus og UngiAarhus |
| Arkitektskolen Aarhus indledte i 2023 et nyt samarbejde med UngiAarhus, der tilbyder valgfag til 9. klasser i Aarhus Kommune og dermed skaber nye møder mellem unge. Forløbet er bygget op af fleksible undervisningsmoduler med i alt 60 lektioner fordelt over skoleåret. Unge studerende fra Arkitektskolen tilrettelægger og varetager undervisningen, og der er særligt fokus på den legende og undersøgende tilgang; blandt andet gennem eksperimenter i skolens værksteder. Kilde: Arkitektskolen Aarhus – Læs mere her |
