Af Akademiraadets Udvalg for Landskab og Planlægning
Den Grønne Trepart er et storskalaprojekt. 250.000 hektar tidligere landbrugsjord skal omlægges til skov. Heraf skal 100.000 hektar omlægges til urørt skov til gavn for biodiversiteten. 140.000 hektar drænede moser og våde enge skal tages ud af landbrugsdrift og igen blive til vådområder, der binder CO2. I alt skal 390.000 hektar ikke dyrkes mere. Det svarer til, at et areal på størrelse med Fyn og Bornholm lagt sammen, vil blive omdannet til skov, åben natur og vådområder.
Det kan virke uhåndgribeligt og svært at se for sig, når omstillingen af vores landskab beskrives i store tal og i ønsket klimaeffekt. Men den store forandring af landskabet handler ikke blot om måltal og målbare effekter på CO2-udledning, kvælstofudvaskning og biodiversitet. Det handler også om den natur, der vil opstå: Uimodståeligt smukke naturområder, steder af stor og vild skønhed.
Hvordan vores land kommer til at se ud, med store synlige forandringer af vores landskaber, tales der meget lidt om i klimadebatten. I stedet tager debatten afsæt i beskrivelser af ’kriser’ og derved omtales de fremtidige landskaber ud fra et defensivt leje, hvor alene krisen skal håndteres. Og ja, vi er i krise – flere kriser på én gang, og disse kriser skal løses. Men i Akademiraadets Udvalg for Landskab og Planlægning vil vi gerne slå et slag for, at vi også retter fokus mod de store naturværdier, der kan skabes ved den forandring af vores landskab, der lægges op til.
Vi er ikke forvænt med vild natur i Danmark. Vi har så lidt af den, at de fleste af os dårligt nok ved, hvordan vild natur ser ud og hvordan den udvikler sig. Så hvordan kan vi som borgere komme til at begribe, hvad det er for nogle forandringer af det danske landskab vi kan forvente, og dermed bedre kan bakke op om forandringen.
Man skal forestille sig et landskab, der er markant vådere end i dag. Vi kender skoven af bøgetræer med majestætiske høje lige stammer – som produktionslandskab er det formet af orden. Meget af det nye landskab bliver anderledes vildt og ”rodet” med krat af tjørn og pil, med mosser og lav. Det bliver nogle steder en uvejsom natur at bevæge sig ud i, og på den måde bryder det med vores hidtidige natursyn der fordrer, at natur skal være lettilgængelig for os. Der er en overflod af nektar og pollen – det myldrer med fugle og insekter. Måske har vi genplaceret mark- og kampesten som de fandtes overalt i vores landskaber efter sidste istid. Stenene akkumulerer varme, tiltrækker en mangfoldighed af insekter og sjældne blomster. Pionervækster som el og birk breder sig. Store græsædere rumsterer og skaber lysninger i de nye skove.
Man kan forestille sig hele fjordlandskaber genskabt som ren natur. I åerne der leder vand til fjorden, er der et virvar af vandnymfer og døgnfluer. Vandsalamandere og grønbrogede tudser trives på de retablerede våde strandenge. I selve fjorden er en rig undervandsflora på vej tilbage; ålegræs og stor najade trives i lighed med et væld af fiskearter.
Vi har før oplevet at store kriser har ændret vores selvopfattelse og natursyn. Guldaldermalerne forsøgte at genrejse vores stolthed over at være danske midt i et morads af nationale nederlag i første halvdel af 1800-tallet. Dengang handlede det ikke om, at landskabet som sådan skulle forandres. Nærmest tværtimod. Det landskab som guldaldermalerne fremkaldte i deres malerier var statisk, men alene det at landskaberne blev ophøjet, og at de i al deres almindelighed blev fremhævet som særlige, vakte en indre begejstring i befolkningen.
Vi har brug for, at nogen gør det landskab vi endnu ikke kan se, synligt, gør det usynlige landskab synligt – sætter ord, billeder og faktiske eksempler på, hvad det er for landskaber Den Grønne Trepart vil skabe. Vi har brug for forbilleder. Derfor anbefaler Akademiraadets Udvalg for Landskab og Planlægning, at de mange beslutningstagere der, rundt omkring i landet, arbejder med at implementere Den Grønne Trepart, får hjælp af landskabsarkitekter og billedkunstnere til at formulere og visualisere de fremtidige landskaber. Der er brug for formidling af, hvad vi har i vente, så vi som borgere kan tage projekterne til os og begejstres over de nye landskaber. Så vi kan se og forstå, hvad det er for en udvikling, der venter os og mange fremtidige generationer.
