Fotos: Jens Lindhe
Lillebrænde Kirke er en beskeden bygning, opført i romansk stil i 1500-tallet uden tårn, men dog med en højde i forhold til husets størrelse, der adskiller kirkerne i denne egn fra samtidige kirkebygninger i resten af landet. Sognet har aldrig været et selvstændigt pastorat, og kirken har igennem de seneste århundreder været annekskirke til kirken i Torkilstrup. Denne sekundære status er baggrunden for, at Lillebrænde Kirke på trods af adskillige mindre ombygninger gennem tiden i dag fremstår med en uberørt oprindelighed.
Den seneste større istandsættelse blev foretaget i 1942, og efter mere end 50 år med forfald og spredte småreparationer besluttede menighedsrådet sig i 2006 for at give kirkerummet en gennemgribende renovering, som også skulle indbefatte en genåbning af det tilmurede østvindue.
Projektet begyndte at tage fart i 2014, hvor Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst efter besøg på stedet anbefalede menighedsrådet at invitere to kunstnere til at udarbejde skitseforslag til nyudformning af kirkens kor. Valget faldt på billedhuggeren Tina Maria Nielsen, der siden i samarbejde med Berings Tegnestue blev involveret i de fleste elementer af den gennemgribende renovering af kirkens indre.
Resultatet, der stod færdigt i 2018, er en helstøbt poetisk fornyelse af kirkens interiør og et skoleeksempel på et indfølt samspil mellem nutidskunst og et historisk rum og dets inventar.
De enkelte indgreb er hver især relativt begrænsede, men præcise og effektfulde. Mest bemærkelsesværdig er det enkle billedskabende greb, som det genåbnede østvindue har givet anledning til.
Mange steder, hvor et af de gamle kirkers østvinduer er blevet åbnet, er de lige så hurtigt blevet lukket igen med dunkelt farvet glas. I Lillebrænde Kirke er det imidlertid udsynet, som er fremhævet, ved i den ydre vinduesniche, bag en klar, letstruktureret rude, at anbringe en detaljeret bronzeafstøbning af grenen fra en lokal blodbøg. Inde fra kirken ser man grenen som en skarpt tegnet silhuet. Den svæver over alteret som et livssymbol, der forbinder sig med trækronerne udenfor og trækker himlen og naturen ind i kirken.
Grenen korresponderer med den nye døbefont, der er en afformning af stammen på et hestekastanjetræ, som blev plantet for 120 år siden ved præstegården i Torkilstrup af præsten Otto Grundtvig, bror til N.F.S. Grundtvig. Ligesom grenen i vinduet accentuerer kalkmaleriet i den indre vinduesniche, fungerer døbefontens stamme som en poetisk sokkel for kirkens gamle dåbsfad og kande. Udsmykningen har fået navnet ‘Livets træ’, med alt, hvad det rummer af muligheder for teologisk tolkning.
Neden for østvinduet står et muret alterbord, som er det eneste inventar, der går tilbage til den oprindelige kirke. Herpå har Tina Maria Nielsen anbragt en tyk bronzeplade, på hvis overflade mere end hundrede af lokalsamfundets medlemmer har sat aftryk med deres fingre. På kanten er der præget bibelcitater. Bronzepladen korresponderer med en mindre plade med samme bearbejdning, der er indsat i væggen ved siden af korbuen som hylde for en stor figur af en velsignende biskop fra 1400-tallet.
Sidste element i fornyelsen af koret er et minimalistisk flytbart knæfald og gitter, hvis balustre ligeledes er bearbejdet med fingeraftryk, og som med uens afstand, i kunstnerens egen udlægning, har fået karakter af en stregkode.
Renoveringen af kirkerummet er i sin helhed gennemført med nænsomhed og æstetisk konsekvens. Det nylagte gulv af gule, rustikt håndstrøgne teglfliser binder kirkerum og kor sammen på en måde, der på en gang fremhæver dets fornemme proportionering og taktile materialitet. Overalt er der en udpræget omhu for detaljen, fra bænkeradernes placering på trælægter nedfældet i klinkegulvet, over farvesætningen af bænke, pulpitur, orgel og prædikestol til formgivningen af to nye diskrete sakristiskabe.
De forskellige epokers udtryk forstærker hinanden. Kirkerummet er fuldkommen forankret i og tro mod sin historie, samtidig med at det seneste kunstneriske bidrag åbner for en meget nutidig teologisk fortælling om sammenhængen mellem religion og natur. Det er kirkekunst, der ikke gør opmærksom på sig selv, men får sin styrke ved at samle og bygge videre på stedets iboende ånd og kvaliteter.
Billedkunstner Tina Maria Nielsen blev i august 2015 præsenteret som den ene af to billedkunstnere, udvalgt til at udsmykke kirken. Hun var dermed allerede kørt i stilling til opgaven, inden hun i april 2016 blev optaget som medlem i Akademiraadet.
