Mangfoldighed som forudsætning for kvalitet i billedkunst og arkitektur

I årevis har forskellige organisationer, institutioner og fagforeninger inden for det kreative fag peget på den manglende diversitet og repræsentation. Der er blevet diskuteret, råbt op, peget på og anbefalet en række tiltag. Men der har været fravær af større, mærkbare forandringer, i forlængelse heraf inden for billedkunst- og arkitekturfaget.

Hvorfor er den manglende diversitet og repræsentation overhovedet et problem inden for de æstetiske fag? Det er den blandt andet, fordi en af konsekvenserne af mangel på diversitet er, at uddannelsesinstitutionerne går glip af et kreativt og kvalitativt potentiale. Kunstskolerne er med til aktivt at præge den kunstneriske og kulturelle udvikling. Når flere forskellige mennesker, erfaringer og perspektiver repræsenteres i de æstetiske fag, udvides og fornyes hele kunst- og kulturlivet gennem et bredere spektrum af udtryk og stemmer. Det rummer et kreativt potentiale, der kan løfte både uddannelsernes kvalitet og deres samfundsmæssige relevans.

Udover homogenitet på uddannelsesinstitutionerne medvirker den manglende diversitet også til blinde vinkler og bias i forhold til kunstdannelse, designbeslutninger og (u)bevidst eksklusion af bestemte brugergrupper – særligt marginaliserede grupper i kunst- og byggeprojekter. Hvis man ikke er trænet i eller har mødt forskellige virkeligheder, kan man som billedkunstner og formgiver opleve en manglende forståelse for de forskellige livsvilkår, som nogle brugergrupper oplever. Det kan betyde, at væsentlige behov ikke tænkes ind i designbeslutninger. Det gælder også, når beslutningstagere skal udvælge billedkunstnere og arkitekter til kunst- og byggeprojekter, hvor der ofte bliver valgt de samme profiler. Kort sagt: Hvis der er en homogen kultur i maskinrummet resulterer det som oftest også i homogene og ensartede valg og beslutninger i den anden ende.

For Udvalg for Nye Perspektiver er mangfoldighed en vigtig forudsætning for, at billedkunst og arkitektur kan spejle alle dele af befolkningen. At arbejde med diversitet handler derfor også om at udvide forståelsen af, hvad billedkunst og arkitektur kan være, hvem de er for, og hvilke virkeligheder de skal spejle. Derfor ønske vi i udvalget at bruge vores stemme og bidrage til samtalen om, hvordan målrettede handlinger kan styrke kvalitet, relevans og adgang til billedkunst- og arkitekturfaget.

Ulighed skaber homogenitet
En undersøgelse fra VIVE viser, at arkitekturuddannelsen på Det Kongelige Akademi er den næstmest ulige uddannelse i Danmark, og at Det Kongelige Akademi samlet set er den mest ulige institution i hele landet¹. I undersøgelsen peges der blandt andet på, at akademikerbørn har bedre adgang til visse uddannelser på grund af forældrenes sociale og økonomiske ressourcer.

Danske Arkitektvirksomheder og Megafons undersøgelse af kønsdiversitet blandt medlemmer af danske arkitektvirksomheder viser, at 49 % af respondenterne har oplevet nedsættende kommentarer på grund af deres køn på arbejdspladsen, og at 45 % har oplevet kønsdiskrimination i forskellig grad. Derudover beskrives det, at arbejdskulturen formes allerede fra arkitekturstudiet, og at der eksisterer forventninger til, hvordan man skal navigere i branchen².

I Sverige udarbejdede Malmö Stad en rapport med involvering af over 800 deltagere, hvor man undersøgte, om Malmös mangfoldige demografi er afspejlet i arkitekturfaget og det byggede miljø, og svaret er klart nej³. Rapporten kortlægger, at det er afgørende at arbejde med konkrete tiltag på skoleniveau (folkeskoler og gymnasier), på uddannelserne, på praktikforhold og første ansættelser som nyuddannet samt på ansættelses- og ledelsesniveau.

Billedkunstfeltet står over for tilsvarende udfordringer. Trods øget opmærksomhed på mangfoldighed er billedkunstfeltet fortsat præget af skævheder i køn, etnicitet, klasse og geografi⁴.

Statens Kunstfonds rapport om social mobilitet i kunstlivet viser, at adgangen til kunstuddannelser ofte afhænger af ansøgernes økonomiske ressourcer og kulturelle kapital⁵. Samtidig oplever mange unge, der ikke i deres opvækst har været en del af eller i berøring med de etablerede miljøer, kunstverdenen som et lukket rum, og at fagene ikke repræsenterer et professionelt valg, der er tilgængeligt for dem. Dermed går de kunstneriske miljøer og den kulturelle sektor samlet set glip af væsentlige stemmer.

Kvinde Kend Din Kunst dokumenterede i 2022, at kun 28 % af de udstillede kunstnere på danske museer var kvinder, og at kunstnere med ikke-vestlig baggrund fortsat er markant underrepræsenterede⁶. Forperson for Billedkunstnernes Forbund Marie Thams påpeger, at ægte forandring kræver, at institutioner aktivt ændrer deres processer – ikke blot åbner døren på klem⁷.

På de videregående kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet er man også opmærksomme på problemet, og i 2023 gik skolerne sammen om at formulere et diversitetscharter, der skulle hjælpe institutionerne med at sætte fokus på problemet⁸.

Dermed lagde de kunstneriske uddannelser sig i forlængelse af en større bevægelse i sektoren, hvor en række underbrancher de seneste år også har spillet ud med mere eller mindre ambitiøse diversitets- og mangfoldighedsindsatser. Bl.a. udkom Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik tilbage i 2017 med ”Charter for diversitet i dansk musikliv”⁹.

Løsninger på forskellige niveauer
Spørgsmålet er, om man skal starte ét bestemt sted, eksempelvis på uddannelsesinstitutionerne, eller om man bør tænke bredere. Mike Ameko Lippert, partner i arkitektvirksomheden SLA, understreger, at forskellige tiltag bør tænkes samtidigt, og at rollemodeller ude i arbejdsverdenen er lige så vigtige som rekruttering på uddannelsesstederne¹⁰. Herved lægger Lippert sig i forlængelse af anbefalinger fra foreninger som Another Life og konsulentvirksomheden In futurum, der peger på vigtigheden af intersektionalitet.

Dette giver plads til at tænke og formulere løsningsforslag, der både arbejder på en lokal skala og på større, strategiske niveauer – såsom inddragelse af børn og unge gennem konkrete projekter eller valgfag i skolerne, eller ved at skabe lige adgang til forberedelseskurser til de videregående kunstneriske uddannelser, der når ud til alle unge, uanset kulturelle og sociale grupperinger.

Forandringen bør også ske i de strukturer, der understøtter kunsten og arkitekturen, herunder støtteordninger, residencies og udvælgelseskriterier. Her kan kvalitet tænkes bredere og også rumme potentiale, perspektiv og social relevans¹¹.

I Udvalg for Nye Perspektiver har vi siden udvalgets etablering i 2023 haft diversitet som et gennemgående tema i udvalgets arbejde¹². Ud over at skabe forbindelse mellem billedkunst og arkitektur og dele erfaringer på tværs af fagene for at udfordre vanetænkning og bryde med stereotype forestillinger, ønsker vi også at understøtte den bredere fælles indsats for diversitet og mangfoldighed på tværs af sektorer. Diversitet er ikke bare godt for fagene – den styrker hele samfundet ved at give plads til flere stemmer og perspektiver.

Vores samfund vil have gavn af mere mangfoldighed i byrummene. Byrum, der er indrettet efter os, der lever i dem – ikke omvendt. Vi har brug for steder, hvor kunsten kan opleves og forstås af mange, ikke kun af dem, der i forvejen har en forståelse af kunsten, som beskrevet tidligere. Billedkunsten og arkitekturen bør være både mentalt og fysisk tilgængelige for flere forskellige slags mennesker.

Diversitet i vores æstetiske fag er afgørende for at forme et land, der kan rumme alle, og ikke kun dem, der er mest synlige eller råber højest. Det handler om at skabe en kollektiv forståelse af, hvem vi er som mennesker, og hvordan vores samfund kan indrettes på nye måder, hvor der på fortovene er god plads til både barnevogne og dårligt gående. Og hvor byrummet inviterer til, at vi kan være os selv og hvile i vores identitet uden at være bange for andres blikke eller holdninger. Et samfund, hvor kunsten kan opleves uden for museerne, og være med til at berige landdistrikterne med både æstetisk og samfundsmæssig relevans. Et samfund, hvor vi mødes på tværs af identiteter, geografi og sociale forskelle, og oplever nye måde at være sammen på¹³.

1. VIVE, Social ulighed i adgangen til danske universitetsuddannelser (2022)
2. Danske Arkitektvirksomheder & Megafon, Undersøgelse af kønsdiversitet blandt medlemmer af danske arkitektvirksomheder (2023)
3. Malmö Stad, rapport om mangfoldighed i arkitektfaget (2023)
4. BKF, Ligestilling og mangfoldighed i kunstlivet (2023)
5. Statens Kunstfond, Social mobilitet i kunstlivet (2021)
6. Kvinde Kend Din Kunst, Kønsfordeling på danske museer (2022)
7. Marie Thams, klumme i Kulturmonitor (2024)
8. Diversitetscharter for de kunstneriske uddannelser (2023)
9. Charter for diversitet i dansk musikliv (2017)
10. Mike Ameko Lippert, Nye stemmer, Ejendomswatch (2025)
11. Akademiraadets Udvalg for Nye Perspektiver, Stor ubalance kalder på nye narrativer (2023)
12. Statens Kunstfond, Mangfoldighed i kunstlivet – debatoplæg (2022)
13. LGBT+ Danmark – Intersektionalitet