Af Akademiraadets Udvalg for Landskab og Planlægning
Den grønne trepartsaftale er en historisk grøn aftale mellem regeringen, landbrugets parter og miljøorganisationer, der har som mål at sikre en bæredygtig omstilling af landbruget for at styrke klimaet, vandmiljøet og biodiversiteten. Som en del af aftalen skal enorme arealer transformeres til skov og natur. Det kommer til at medføre en markant og synlig omdannelse af det danske landskab med omlægningen af landbrugsarealer på størrelse med Lolland, Falster og Bornholm tilsammen.
Vi har at gøre med en historisk omfattende transformation af landskabet, som er svær at forestille sig. Derfor er det vigtigt også at inddrage billedkunstnere og landskabsarkitekter, der med deres faglighed og særlige visuelle perspektiver på landskabets sammenhænge kan bidrage til arbejdet med at visualisere og formidle planerne for fremtidens nye landskaber, så vi alle bliver bedre i stand til at se den fremtid for os.
Står tidslerne i vejen for den grønne trepartsaftale?
Gennem århundreder har vi har dyrket og kultiveret størstedelen af det åbne land. Vi har vænnet os til vidtstrakte marker med afgrøder, dyrkede skove og plantager. Det har præget vores natursyn. Vi glædes ved nyttig natur. Træer der bugner af frugt, store marker med kartofler så langt øjet rækker i det, der tidligere var et vildt moseområde, hvor man kunne blive væk og skulle passe på, hvor man trådte. Vildmosen var utilregnelig og mystisk og nogle steder ufarbar. Der ligger en stolthed i at have tæmmet det vilde og gjort det nyttigt. Som landbrugsland har vi dygtiggjort os, intensiveret, drænet, gødet og sprøjtet i en sådan grad, at naturen, kystområderne og havet har måttet betale den ultimative pris, og mange fjorde er nu stærkt negativt påvirket med iltsvind og fiskedød til følge. En tilstand, som har været italesat i flere årtier uden der er sket opfølgende tiltag, der har haft potentiale til at kunne vende udviklingen.
En historisk tranformation af landskabet
Den grønne trepartsaftale er indgået på baggrund af to globale kriser og en politisk erkendelse af den katastrofale tilstand i vores åer, fjorde og i havmiljøet omkring Danmark. Som en del af aftalen skal enorme arealer transformeres til skov og natur. Kartoffelmarker skal igen blive til mose, våd og ufremkommelig. Kornmarker skal omdannes til plantet og urørt skov. Lavbundsarealer, som nu bruges til græsning og høslæt, skal være våde engområder. Det bliver en meget synlig omdannelse af vores landskab, både for dem, der lever af at dyrke jorden, og for alle andre, der færdes i landskabet.
For landbruget vil det få en direkte konsekvens for erhvervet og hverdagen. For andre som ikke har direkte tilknytning til og ikke er direkte påvirket, vil transformationen stadig være en forandring af det velkendte til noget andet. Tæt skov, hvor der tidligere var åbne marker, hvor blikket har kunnet nå horisonten. Et landskab, som vi ikke er vant til, mere vild natur, som kan være både rodet og ufremkommelig, og som ikke er smuk i alle stadier. I de første år efter at tidligere dyrkede marker overlades til naturlige processer dominerer tidsler, brændenælder og andre arter, vi har vænnet os til at kalde ukrudt. Det opfatter vi ikke nødvendigvis som en god byttehandel for en bølgende kornmark. Næringselskende arter vil dominere i en årrække indtil andre arter overtager. I andre områder vil der blive plantet skov, som også i løbet af det første årti vil ændre landskabet markant.
Den Grønne Trepartsaftale, med omlægningen af landbrugsarealer på størrelse med Lolland, Falster og Bornholm tilsammen, er en historisk transformation af landskabet. Omlægningen har lille betydning for den del af befolkningen, der bor i byerne, men for de mennesker, der bor i landdistrikterne, og især for dem, der lever af at dyrke jorden, har det konsekvenser og direkte indflydelse på deres liv. Derfor kan den slags politiske beslutninger være med til at skabe en kløft mellem land og by, hvis ikke der vises forståelse for de berørte parter, og hvia der ikke beskrives nogle overordnede forståelige visioner for de arealer, der ikke længere skal dyrkes.
Næste skridt
Danmark er blevet inddelt i 23 lokale treparter. I hver af de lokale treparter er man nu blevet enige om konkret udpegning af specifikke landbrugsarealer, hvor det vil have størst mulig effekt for klima og havmiljø at omlægge fra dyrkning til natur. De udpegede arealer tilhører lodsejere med forskellige tilhørsforhold til jorden. Det kan være jord, som er gået i arv i generationer, og hvor man kender hver en våd lavning eller stenfyldt markstykke. Eller jord, der indgår i stordrift og er en brik i det økonomiske puslespil for den pågældende landmand. Det er nu, at det skal vise sig om Trepartsaftalen kan lykkes. Vil de, der ejer jorden være med til at omlægge til skov og natur, enten ved eget initiativ eller ved at sælge eller bytte markarealer? Økonomien er en vigtig faktor, men det har også betydning, at man kan se for sig, hvad man får for det, man afgiver.
I Treparten arbejder man med begreber som fx. “omlægning”, “ekstensivering” og “urørt skov”. Men det er ikke begreber, der fremkalder billeder af, hvordan landskabet kommer til at se ud. Derfor er er der brug for større visioner for de nye landskaber, der er ved at blive til som resultat af Den Grønne Trepartsaftale. Trepartsaftalens formål er bedre vandkvalitet, øget biodiversitet og klimaeffekt, hvilket ikke nødvendigvis er synlige goder for mange mennesker. Men flere skov- og naturområder, der er tilpasset landskabet og som giver mulighed for naturoplevelser og friluftsliv er mere synlige gevinster, som kan få positiv indflydelse på ens hverdag.
Lokalt forankret trepart
Danmark er et lille land, men rummer meget forskelligartede landskaber med lokal forankret kulturhistorie, natur og potentiale. Treparten er i sin struktur en lokalt forankret omfordeling af land med en minimal styring oppefra. Derved imødegås utvivlsomt mange potentielle konflikter, og der skabes grobund for, at omlægningen kan finde lokal opbakning. Bagsiden af medaljen er så, at de enkelte projekter kan komme til at virke visionsforladte. Man kan efterlades med et indtryk af, at det hele er lidt tilfældigt. En så omfattende forandring af landskabet kræver bidrag fra forskellige fagligheder, som i samarbejde med de lokale treparter kan udarbejde visionerne for de kommende landskaber. Levende landskaber, der bliver formidlet og visualiseret, og som kan danne basis for konkrete helhedsplaner, der kan være et fælles udgangspunkt for den store kabale med omlægning og jordfordeling.
I nogle af de lokale udpegninger er der potentiale for større sammenhængende arealer på flere hundrede hektar. Her kan udvikles nye skov- og naturområder, der både tilgodeser klima, biodiversitet, reduktion af udledning til havmiljøet og samtidig helt nye muligheder for naturoplevelser og friluftsliv. I andre dele af landet vil omlægning af mange mindre arealer skabe et mere mosaikagtigt landskab med landbrug, skov og natur. Det er oplagt at trække på erfaringer fra eksisterende skov- og naturprojekter, men vi mangler ‘forbilleder’ på en så omfattende transformation af det danske landskab, hvor etablering af urørt skov på tidligere dyrket mark er en ny disciplin.
I den kommende fase er det derfor vigtigt at inddrage flere fagligheder, også kunstnere og landskabsarkitekter, der med faglighed og nye perspektiver på landskabets sammenhænge – og lokale folks relation til landskabet, kan bidrage til arbejdet med at formulere, skabe, visualisere og formidle planer for de nye landskaber.
