Hvad nu hvis vi udpeger zoner på Danmarkskortet, hvor sammenhængende mosaiklandskaber bidrager til reduktion af CO2-udledningen, skaber betingelser for øget biodiversitet og robusthed for klimaændringer?
Danmarks kystlinje ligger som en konstant på kortet. Alligevel formes Danmarks kystnære landskaber år efter år i en dynamisk udveksling mellem vind, vand og land. Mennesker har levet med den udveksling gennem århundreder. Havet har formet generationers levevilkår og egnens historie.
Den kystnære zone forandres pludseligt med efterårsstorme og umærkeligt med årtiers små flytninger af sandet. Nyt land, erosion, salt og vand ændrer havkystens klinter og klitter og kystens lavvandede områder og enge. Vind, vand og jordbund skaber betingelser for en særlig natur og landskaber med mange nuancer: grønne klitbjerge, vadehav, marskenge, ferske enge, fjorde, tange, hede, strande, inderklitter, hævet havbund, stenrev, ålegræs, ellesumpe, birkemoser, lavvandede søer og kystnære åbneskove. Læ bag havklitten, lærken på himlen, lyngens duft.
De kystnære landskaber spiller en vigtig rolle i afbødning af klimaforandringer og som værdifuld natur. Vi skal have flere grønne områder og mere skov, hvis vi skal bremse tabet af biodiversitet, og vi skal forholde os til havvandsstigninger og øget nedbør.
Det er noget, der kræver større sammenhæng i planlægningen, og en planlægning, der går på tværs af sektorer, ministerier og kommunegrænser.
Klimaændringerne er målbare, det globale havniveau stiger, mønstre for nedbør ændrer sig, og tab af biodiversitet vokser. Vi må allerede nu overveje, hvordan eller i hvilken grad vi kan og vil forebygge skader på kulturværdier og infrastruktur afledt af klimaændringer, og hvordan vi vil sikre kystnære naturmiljøer, der er særlige for vores biologiske mangfoldighed og kulturelle identitet.
I de kystnære landskaber har dyr, planter og naturtyper nogle steder udviklet en høj biodiversitet. I dag er billedet fragmenteret. Der er enge, der er svære at opdyrke og er drænet og gødet for at skabe marker på næringsfattig jord. Der er natur, der vil gå tabt med de fremtidige havvandsstigninger, og nye blå pletter vil opstå på landkortet.
Hvis vi vil ændre trusselsbilledet, må vi forholde os til naturens dynamikker og helhedsbilledet. Ved at indrette os med naturen i de særlige kystnære landskaber, kan vi finde veje til reduktion af CO-2 udledning, biologisk mangfoldighed og tilpasning til nye vandstande.
Hvad nu hvis blå-grønne forbindelser og åben skov i de kystnære landskaber bidrog til et grønnere Danmarkskort? Et dynamisk landskabskort i den kystnære zone med sammenhængende vidtstrakte områder, hvor naturen på land og i havmiljøet vægtes lige højt. Hvor nye mosaiklandskaber i blåt og grønt kan opstå, og danne mere af den natur, der er så særegen for de danske kyster.
Hvor den kystnære natur allerede værdsættes og beskyttes, kan mosaiklandskabet brede sig, og forbindes langs kysterne, og nogle steder med en størrelse, der gør den til buffer og recipient for vand fra hav og indland, fra oven og neden.
Mosaiklandskabet bliver således modstandsdygtigt for klimaets ændringer i en anden skala end bygværker.
Beskyttelse af veje, byer og kulturmiljøer er en del af mosaikken, hvor dæmninger, værfter og diger danner nye strukturer. Vi må acceptere, at nogle af de kystnære områder vil blive oversvømmet, da beskyttelsen vil være omkostningsfuld.
Derfor må vi give plads længere inde i landet til strandenge, moser, rørsumpe og ferske enge, og skabe plads i en klog planlægning til den udveksling mellem land og vand, vi i generationer har indrettet os efter.
Her er lavbundsjorderne af betydning. De vil kunne oversvømmes og forbindes med de nye blå pletter fra havvandsstigninger og bidrage til reduktion af CO2-udledningen. Næringsfattige lavbundsjorde med lavt næringsindhold – og -tilførsel er første skridt, da de sandsynligvis vil give den største effekt.
Nye grønne pletter i overgangszonerne til det blå vil udvikle naturtyper, der oversvømmes, står i stillestående vand eller tørlægges gennem årstiderne– til gavn for flere naturtyper. Nye kystnære skovområder skal på den lange bane bidrage til mindre sandflugt, variation i naturindholdet og CO2- binding. Vi må være tålmodige. Sådan er det med planlægning og natur. Det er nødvendigt med et langsigtet perspektiv og velovervejede beslutninger. Mosaiklandskaber og grøn omstilling er ikke et quick-fix. Naturen har brug for tid, og derfor må vi i gang nu. Vi har travlt.
