Vi har brug for kunst, uden nødvendigvis at vide, hvad vi skal bruge den til

Kunsten kan udspringe af et konkret sted, en bestemt funktion eller en samfundsmæssig problemstilling, men den kan også være drevet af spørgsmål, som kunstneren endnu ikke kender svaret på. I begge tilfælde kan kunsten skabe erkendelser, som ikke var mulige at formulere på forhånd.

Inden for forskningen accepterer vi, at ikke al forskning skal løse et konkret problem. Vi skelner mellem grundforskning og anvendt forskning. Grundforskning søger ny viden uden nødvendigvis at vide, hvad den skal bruges til, mens anvendt forskning tager udgangspunkt i et bestemt formål. Vi betragter ikke den ene form for forskning som mere værdifuld end den anden. Tværtimod har vi brug for begge.

Måske burde vi tænke på kunsten på samme måde.

Mellem frihed og funktion
Traditionelt har man skelnet mellem den frie og den bundne kunst. Man har betragtet billedkunsten som den frie kunst, mens arkitekturen har været den bundne: Arkitekten arbejder med et konkret program, en økonomi, en bygherre og en række funktionelle krav, mens billedkunstneren i princippet selv kan definere problem, metode og resultat.

Men i dag er grænserne mindre tydelige. Mange billedkunstnere arbejder i dag med arkitektur, landskab, byrum, teknologi, biodiversitet og klimaforandringer, mens arkitekter arbejder undersøgende med materialer, æstetik, perception og sociale processer. Og et kunstværk, der er skabt til et bestemt sted eller en bestemt funktion, kan være lige så åbent og undersøgende som et værk, der ikke har noget konkret formål.

Et konkret sted, en bestemt brugergruppe eller en funktionel opgave kan være det, der sætter en kunstnerisk undersøgelse i gang. Den integrerede kunst er et tydeligt eksempel. Her arbejder kunstneren inden for en række givne betingelser, men resultatet er ikke nødvendigvis givet på forhånd. Tværtimod kan kunsten være med til at ændre vores blik på stedet, opgaven eller de mennesker, den er skabt til.

Det minder om grundforskningen. Et konkret problem kan føre til erkendelser, som rækker langt ud over det oprindelige formål. Og omvendt kan en undersøgelse uden et klart anvendelsesformål senere vise sig at få stor betydning.

Hvad mener vi med nytte?
Derfor er spørgsmålet måske ikke, om kunsten er nyttig. Spørgsmålet er, hvad vi mener med nytte.

Hvis vi kun vurderer kunsten ud fra de effekter, vi kan beskrive og dokumentere på forhånd, risikerer vi at overse noget af det vigtigste, kunsten kan. Den kan give os nye billeder af verden. Nye erfaringer. Nye måder at se hinanden og vores omgivelser på. Og den kan stille spørgsmål, vi ikke vidste, at vi havde brug for at stille. Kunst er dybt forbundet med den verden, den bliver til i. Den forholder sig til vores politiske, sociale, teknologiske og kulturelle virkelighed -og kan være med til at forandre den.

Men vi bør passe på, at kravet om relevans ikke bliver til et krav om, at kunsten på forhånd skal kunne forklare sin relevans.

Det vi endnu ikke ved, at vi får brug for
Et samfund har brug for kunst, der løser konkrete opgaver. Men det har også brug for kunst, der undersøger noget, hvis betydning endnu ikke kan måles. På samme måde som vi har brug for forskning, der løser problemer, vi allerede kender, og forskning, der undersøger spørgsmål, vi endnu ikke ved, hvad vi skal bruge svarene på.

Det er en af kunstens vigtigste samfundsmæssige funktioner: at give plads til det, vi endnu ikke ved, at vi får brug for.