Hvad nu hvis
Hvad nu hvis man overlod lavbundsområderne til vandet og fugten, slukkede for drænene (sparede elektricitet) og lod arealerne udfolde sig i mere naturlige processer. Som i forlængelse af andre eksisterende naturkvaliteter blev til store sammenhængende naturforløb. Hvad nu hvis de berørte byer tillod mere vand og indrettede sig i en ny samhørighed med flere planter, åløb og gadekær. Og vi fremadrettet helt undlod at bygge, hvor der er vådt. Hvad nu hvis vi kørte udenom de vådeste områder i stedet for lige hen over dem. Og hvad nu hvis vi lærte at lytte til landskabet, både over og under jorden, og lod det vi finder afgøre hvad vi kan og ikke kan; hvilket Danmarkskort ville vi mon så få?
Våde landskaber – der kæder sammen
Hvad nu hvis man overlod lavbundsjordene til vandet og fugten, slukkede for drænene og overlod arealerne til naturlige processer.
Det ligner på sin vis en syg hud, måske endda ligefrem en krop med mæslinger. Sådan kan diagnosen lyde, hvis vi ser på et Danmarkskort i dag, hvor alle arealanvendelser i landet er tegnet ind. Anvendelserne spreder sig ud over landskabet i små fragmenterede enheder. ’Syg hud og mæslinger’; spørgsmålet er, hvordan gør man patienten rask igen?
Landbrugets dominans er til at få øje på. Hele 61 % af Danmark er udlagt til landbrug. Langt overvejende afskærer landbruget sammenhængende naturarealer fra hinanden. Dyrkningen er udlagt i store monokulturer. Mange steder bruges enorme ressourcer på at optimere jordbundsforholdene med effektive dræn, så de lavest liggende jordbunde er tørre nok til at dyrke i. Det er ikke kun ressourcekrævende at holde disse dræn kørende – det skaber også en større udvaskning af kvælstof og fosfor ud i åer og havet.
Et landkort over hvor landbruget er udlagt, danner grundlag for at forstå alle andre kort. Med så intensiv udnyttelse af landet (vores europæiske naboer har under 50 % udlagt til landbrug og hos vores nordiske naboer er det helt nede på 3,5 %), er der kun små pletter, hvor naturen kan udfolde sig i al sin kompleksitet. Hver især har disse ’pletter’ svært ved at understøtte hinanden, da de ligger spredt og ofte langt fra hinanden.
Vi har ingen større sammenhængende naturområder. I dag ved vi, at når planter, dyr og insekter har for lidt plads til at kunne leve sammen og af hinanden, skaber det ringe vilkår for biodiversitet og økosystemer- såvel større som helt små – mellem en enkelt plante og et enkelt dyr eller insekt. Det gælder også for den resiliens og modstandsdygtighed, som skal gøre alle arters livsgrundlag stærkt og bæredygtigt – også vores eget.
Produktionsskov med effektiv og intensiv skovrydning har – ligesom landbruget – gennem mange år forringet betingelserne for biodiversitet til fordel for profit. I driften af skovene arbejder den længere tidshorisont til fordel for skovenes tilstand. Udlægning af skov til vild natur sker allerede i nogle af de kommende naturnationalparker. Gamle træer gør skovene til vigtige byggesten i at opnå mere biodiversitet.
Et sted at starte kunne være at se på, hvad vi allerede har af natur, der rummer værdifulde arter og økosystemer. Det kan være i alle former for naturtyper, tør, våd, høj, lav, lys eller mørk. Der, hvor vi allerede har eksisterende natur, skal vi tilføje mere natur. Som hønseringe, der kædes sammen, tilføjes nye områder til det eksisterende, til vi får et langt og udbygget sammenhængende netværk af naturtyper. Vi skal knytte skove sammen med åbne enge, som knyttes sammen med lavt rodet krat, som knyttes sammen med søer og moser, eng- og skovmoser, som igen knyttes sammen med flere skove og flere enge, strandenge, havet og bakkede landskaber. Græssende dyr er velkomne i den dynamik.
Lægger man kortene som lag oven på hinanden; eksisterende natur, skov samt områder med høj biodiversitet vil laget med lavbundsområder – der ophører med at blive drænet, naturligvis – kunne blive det, der kan skabe den sammenhængende natur. Lavbundsjordene bliver hønseringene mellem hver af de allerede eksisterende byggesten af natur. I lavbundsjorden findes på sigt en vigtig ressource til højere biodiversitet og endog en co2 lagring. Lavbundsjorde er per definition næringsfattige og det er godt for mange planter, men pga. af de eksisterende høje næringstal (kvælstof) i de øverste jordlag (efter mange års dyrkning) såvel som fra luften, behøver også disse lavbundsjorde akut hjælp fra noget i nærheden. Områder som kan tilføre gode planter og dyr til de nyvundne områder. Derfor skal det hele tænkes i sammenhænge og som et netværk, mellem byggesten og ’hønseringe’.
De nye natur-netværk vil omkranse byerne. De berørte byer vil i fremtiden tillade mere vand og indrette sig i en ny samhørighed med flere planter, åløb og gammeldags gadekær. Fremadrettet undlader vi helt at bygge, hvor der er vådt. Og vi kører udenom de vådeste områder, i stedet for lige hen over dem.
Vi oplevede velfærden stige på bekostning af at betvinge os naturen med meget lidt hensyn, og uden at forstå, at vi selv er en del af den. Og vi gør det stadig. Danmark er reelt et vådt land med store forekomster af lavbundsområder, ca. 20,5 % af hele landet. Der bruges årligt enorme ressourcer på at dræne landskaber for at holde dem tørre. Det må være naturen i landskaberne, der i fremtiden skaber os og ikke omvendt. Derved skal vi kurere ’huden’ på kroppen – og lade (natur-)pletterne flyde sammen.
