Biodiversiteten i Danmark er udfordret
Den samlede biomasse af insekter falder drastisk. Vores pletvise fredninger og beskyttelser er ikke tilstrækkelige til at sikre biodiversitet. Naturen er fragmenteret i små, isolerede lokaliteter på grund af vores brug af landskabet. Isolerede bestande degenererer genpuljen via indavl. En stadigt mindre genetisk variation skaber en øget risiko for, at klimatiske variationer eller sygdomme på kort tid udrydder arter.
Høj biodiversitet udvikles over lang tid. Arterne har hver især tilkæmpet sig en mindre plads i et kompliceret netværk, der tilsammen danner en organisering eller struktur, der burde udgøre en relativt stabil og velfungerende helhed. Tabt biodiversitet kan ikke umiddelbart genskabes og opstår i bedste fald over lang tid. Ved at se på enkeltdele er der ingen sikkerhed for at opnå et overblik over problemernes omfang eller løsning.
At problemet er komplekst gør det muligt at sende ansvaret for problemerne videre, så vi hver især undgår at handle.
Vi har valgt, at infrastruktur overruler natur. Infrastrukturerne og den høje prioritering af indtjening på landbrug former vores landskaber. Fx skaber veje forbindelser – for mennesker, men klipper samtidig landskabet i stumper og stykker.
Blandt sommerfugle er der mange truede arter. Et eksempel: Boloria euphrosyne* (Rødlig Perlemorsommerfugl). En lille brunlig sommerfugl, vanskelig at skelne fra andre perlemorsommerfugle. Fra en pletvis, næsten landsdækkende, østlig udbredelse omkring 1925, er arten i dag fortrængt til ganske få lokaliteter på Lolland. Man regner med, at den snart uddør i Danmark.
*Euphrosyne er den græske gudinde for godt humør og glæde. “Den græske digter Pindar udtaler, at disse gudinder blev skabt for at fylde verden med behagelige øjeblikke og god vilje.” (hellenicaworld.com)
Vision for et grønnere Danmarkskort 2050
Hvad nu hvis vi ophørte med at lade infrastruktur overrule landskab og natur, og i stedet indførte et naturunderstøttende landskabsgreb:
Danmark opdeles af et stort grid med ca. 25 km mellem hvert skæringspunkt. Alle gridlinjer gennem landskaberne afbryder alle andre strukturer. Griddet udgøres af vild natur. Veje og byer skæres igennem af smukke og livgivende korridorer og jernbaner og få, store veje graves i tunneler under korridorerne. Måske er korridorlinjerne 100 meter brede i første hug; senere, når vi kommer nærmere naturen og i balance med vores værdier, kan de gradvist gøres bredere.
Vi kender allerede princippet fra trafikzoner: Byer opdeles i mindre koteletter, hvor færre veje forbinder de forskellige områder. Det formindsker trafikken og skaber mindre trafikpåvirkning.
Griddet vil kræve en fuldstændig ny transporttænkning. Måske vi netop derfor kunne finde frem til en helt ny model for transport mellem landsdelene? Måske vil vi finde en mere effektiv og mindre CO2-udledende løsning? Måske vil de grid-afgrænsede områder vokse i værdi, fordi man i højere grad vil begynde at fokusere på de særlige muligheder, der er lokalt, og i mindre grad pendle mod fjernere destinationer.
Det er en knibtangsmanøvre, hvor naturen langsomt vinder det tabte tilbage. En civilisation, der søger at komme i balance med naturen og dermed sig selv.
Vores indre landskab
Danskerne elsker naturen og landskabet. Vi forstår os selv og vores historie, når vi sanser og nyder landskaberne. Vi dannes i vores møde med omgivelserne og skærper vores bevidsthed gennem sansning af forskelle. Vi deler vores omgivelser med hinanden og formes i hinandens billeder og forestillinger. Vi bliver til et vi, når erfaringer og værdier deles – det er dannelse.
En artsfattigere fremtid er et fortyndet landskab. En ubalance, et punkt, hvorfra der ingen vej er tilbage.
