Bagsværd Kirke nær København er tegnet af Jørn Utzon og indviet i 1976. Den er et hovedværk i moderne dansk kirkearkitektur og et af mester arkitektens fineste arbejder. Kirkens indre er desuden blandt de bedste bud på et nutidigt sakralt rum noget sted i verden.
Set udefra fremstår Bagsværd Kirke nedtonet og nøgtern omtrent som en industribygning. Den ydre skal er imidlertid et diskret, beskyttende skjul for den overvældende og generøst sanselige skulpturelle form, der åbner sig for én, når man træder ind i kirkerummet. Blikket søger uvilkårligt opad, grebet af en monumental bølgende loftshvælving, der rejser sig mod himlen som en skyformation. Øverst møder denne organiske betonstøbte konstruktion et delvist skjult vinduesparti, hvor lyset, som igennem en sprække i skydækket, trækkes fra himlen direkte ned i kirkerummet, hvor det mildnet og opblødt fordeler sig over hvælvingerne og menigheden, flyder ud i sideskibene og forsvinder bag korets gennembrudte skærmvægge.
Alt i dette rum indgår i en sublimt afstemt helhed. På en gang enkelt, sammensat og detaljeret, råt og forfinet. Underlagt en overordnet modstilling, der, som kontra punktiske akkorder, spiller fuldkommen sammen i mødet mellem loftets organiske slyngninger og bygningens bærende retvinklede geometri. Rummet, der på en gang forekommer stort og intimt, har en fornem akustik og synes at vibrere af musik, selv når der er helt stille.
Man kan sige, at Jørn Utzon i Bagsværd Kirke har formet et arkitektonisk udsagn, der er absolut omvendt af det, han skabte til Operahuset i Sydney, hvor en relativt anonym teatersal blev omsluttet af en spektakulær ydre konstruktion. Ved at vægte den indre form frem for den ydre bliver kirkens arkitektur til et budskab om religionens virkefelt og betydning. Kirkerummet er ikke et teater, men en konkret deltager i den kirkelige handling og andagtens fællesskab. Det er en visuel og rummelig sprogliggørelse af kirkens funktion, der fremgår af måden, hvorpå bænkeraderne er trukket tæt op til den smalle og brede korforhøjning, hvor alter, prædikestol og døbefont står solidt sammenmuret som et umisforståeligt billede på enheden i de tre liturgiske elementer: dåben, ordet og nadveren.
I en vis forstand er Bagsværd Kirke uden egentlig kunstnerisk udsmykning. Den danner en sammenhængende figur, hvor alle dele er integreret i helheden. Lin Utzons Matisse-agtige antependier og tæppe i midtergangen underlægger sig og accentuerer kun det samlede indtryk af en modernitet, som favner mange forskellige kulturers æstetik. Ikke mindst i kraft af de mellemøstlige arkitektoniske elementer, der altid har indgået i Jørn Utzons formsprog. Udtrykket er på en gang globalt og lokalt, der er en umiskendelig protestantisk stemning i kirken, men med en meget nutidig åbning mod naturen og kosmos. Med Bagsværd Kirke viser Utzon, hvordan man, med ekspertise og gehør, kan skabe en kirkelig æstetik, der fastholder traditionen og giver plads til en ny tids ånd og udsyn.
