Fotos: Jens Lindhe
Hover Kirke er en af de ældste kirker i Danmark. Udefra at se en arkaisk, enkel og kompakt stenbygning uden tårn og med et klart adskilt skib og kor. Bygningen synes at ulme af akkumuleret tid og dyb uforstyrret historie, men indvendigt åbenbarer kirkerummet en totalt overraskende og forunderlig, frugtbar sammensmeltning af urgammel sakral bygningskultur og nutidig eksperimenterende kunst.
Bag denne transformation af interiøret i Hover Kirke står billedkunstneren Mogens Jørgensen, der gennem 35 år skabte det, der i dag må betragtes som juvelen i moderne dansk kirkekunst.
Første element i værket er et stort, konkret og stramt komponeret maleri, der som en modernistisk arabesk dækker hele loftsfladen i kirkens skib med blå og gul temperafarve. Det er et utroligt radikalt visuelt indgreb, der ikke desto mindre virker præcist kalibreret og balanceskabende i forhold til rummets form og tyngde. Mogens Jørgensen fik opgaven i 1955 i forbindelse med en større renovation af kirken. Senere forklarer han hensigten som, igennem et nutidigt maleri, at skabe en visuel spænding, der gjorde, at man så det romanske rum med nye, friske øjne.
Andet element kommer til tretten år senere i 1968, hvor kunstneren bliver bedt om at skabe nye alterbilleder til kirkens altertavle, der er fra midten af 1600-tallet. Han løser denne opgave på en måde, der er mindst lige så vovet som loftsmaleriet og i et nyt stilistisk sprog. Hele tavlen, både ramme og billedfelter, bliver bemalet som ét stort værk. Kompositionen fortættes i billedfelterne med ekspressive penselstrøg, der stråler ud fra centrum og danner baggrund for alterbordets intenst udtryksfulde sengotiske krucifiks, der også bliver farvesat omend diskret. Prædikestol og lydhimmel får en bemaling, der korresponderer med altertavlen, og endelig bliver det hele holdt sammen af en grå farve, der forbinder alle inventardele, alterbord, knæfaldsgitter og kirkebænke.
Samspillet mellem loftets maleri, bemalingen af altertavle og prædikestol, inventarets farvesætning og det middelalderlige kirkerum fungerer som en fuldkommen komposition, hvis afsluttende element bliver et nyt glasmosaikvindue indsat i kirkens vestgavl i 1980. Også her viser kunstneren totalt gehør for, hvad der fungerer i kirkerummet. I stedet for farvet glas vælger han at bevare lysindfaldet og den visuelle forbindelse til omgivelserne ved at gøre vinduet til et ornament af mundblæst klart glas. Med vinduet bliver det meget lille orgelpulpitur til en seværdig komposition i sig selv.
Den vedholdende fordybelse og dedikation, der karakteriserer Mogens Jørgensens arbejde i Hover Kirke, er som en uforbeholden kærlighedserklæring til netop dette sted. Der er ikke den mindste antydning af, at kunstneren har forsøgt at trænge sig på, endsige erobre rummet med sit værk. De visuelle indgreb er iøjnefaldende, men alligevel føles helheden langtfra overlæsset. Rummet fremstår i sin essens uberørt og intakt. Ligesom udsmykningen, på trods af sin farverigdom, har en kontrolleret, tilbageholdt virkning. Det her er ikke en standardvare fra en producent af kirkekunst, men resultatet af kompromisløs indlevelse i stedets ånd og udtryk. Man er ikke i tvivl om, at værket er vokset frem i resonans med dets måde at være på og af den grund tilsvarende æstetisk kraftfuldt. Kunstværket tilfører rummet i Hover Kirke et livfuldt fokus og giver dets omtrent 1000-årige religiøse funktion fornyet nærvær. På samme tid besjæler det rummet og fremdrager dets sjæl som et mønstereksempel på, hvad billedkunsten kan bidrage med, når den er allerbedst.
I forbindelse med indvielsen af det sidste element i sit værk formulerede Mogens Jørgensen en art program for de mulige kunstneriske strategier i renoveringen af ældre kirkerum:
- Man kan lade være at foretage sig noget, altså bevare det eksisterende, uden at tilføje noget fra vor egen tid.
- Man kan helt se bort fra fortiden og lade vor tids kunst eller arkitektur stå i kontrast til fortidens.
- Man kan tilføje rummet noget nyt, men i gammel iklædning – altså det, vi kalder pastiche.
- Man kan foretage en sammenblanding af de nævnte muligheder, og endelig:
- Kan man forsøge at komme på talefod med de forskellige stilperioder, som en gammel kirke i reglen rummer, at lade kirkerummets forskellige elementer tale med hver sin stemme og alligevel følges ad i samme takt.
Og han tilføjer: I Hover Kirke har jeg forsøgt den sidstnævnte mulighed.
