Stråleglans

Fotos: Jens Lindhe

Gludsted Kirke er blandt de første kirker, der blev opført i hedeegnene omkring Herning, efterhånden som området blev befolket i slutningen af 1800-tallet. Bygningen er opført for lokale donationer og i hovedsagen af lokalt fremstillede materialer. Den er fint proportioneret og smukt detaljeret i en nøgtern historicistisk stil og fremstår enkel og spartansk både i det ydre og det indre.

I 2018 henvendte kirken sig til Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst i forbindelse med en pengegave, som kirken havde modtaget til bekostning af en udsmykning. Under udvalgets besøg i det gennemrenoverede og markant farvesatte kirkerum var hovedindtrykket, at der ikke umiddelbart var behov for yderligere dekorative elementer. Men i samarbejde med menighedsråd og præst lykkedes det at identificere et antal områder i kirken, hvor man på forskellig måde kunne give det eksisterende interiør et forhøjet æstetisk nærvær og visuel energi. En af idéerne bestod i en malerisk bearbejdning af korets ret anonyme bagvæg. Menighedsrådet besluttede sig for denne løsning, og ud af tre kunstnere, foreslået af udvalget, endte man med at vælge Jessica Breitholtz Björk til at udføre opgaven.

Hendes projekt er et maleri på lærred, der fylder størstedelen af korets bagvæg. Maleriet er formelt et minimalistisk, stramt geometrisk moderne værk, hvor et felt af sart lysende farvelinjer både inddrager og spiller sammen med rummets øvrige kulører. Samtidig refererer linjerne til den type afbildninger af stråleglans, der ikke mindst i barokkens kirkekunst fungerer som en visualisering af helligåndens usynlige, forenende kraft. Værkets titel er da også Treenigheden, der i billedet er symboliseret som tre lysende stråler. Men selv om det giver plads til teologisk tolkning, er værkets funktion, med kunstnerens egne ord, først og fremmest at danne baggrund for og forsigtigt fremhæve og understøtte den Jesus-figur, der er korets centrale element.

Alterbillede, Jessica Breitholtz Björk, 2020

Jessica Breitholtz Björks værk er tænkt som en integreret del af helheden. Med et tilbageholdt, men energifyldt udtryk understreger det og løfter kvaliteterne i kirkens øvrige interiør. Billedet tilføjer kirkerummet en stille, fokuseret sakral dimension, som i sin form på en gang er ældgammel og hyper nutidig. En ekstraordinær kunstnerisk effekt i en ret almindelig kirke.